Vestre landsret har afsagt dom i sagen om en yngre mands besiddelse af euforiserende stoffer i form af en joint.

Sagen skiller sig ud, idet Landsretten ud fra en helhedsbedømmelse fandt, at sagen egnede sig til en afgørelse ved advarsel i medfør af retsplejelovens § 900. Landsretten vurderede, at bestemmelsen i lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, 3. pkt., og forarbejderne hertil ikke kunne føre til et andet resultat. 

Afgørelsen er usædvanlig, idet straffen for 1. gangstilfælde af besiddelse af hash til eget forbrug (under 10 g) – som det var tilfældet i sagen – som udgangspunkt er en bøde på 2.000 kr., jf. lovbekendtgørelse om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. justitsministeriets gældende takster.At straffen er usædvanlig understøttes tillige af, at der er tale om en speciallov, hvor uagtsomhed som hovedregel er tilstrækkeligt til at ifalde straf. 

Betingelserne for, at retsplejelovens § 900 kan finde anvendelse, er 1) at retten finder tiltalte skyldig, 2) at sagen egner sig til afgørelse ved advarsel og 3) at tiltalte ikke protesterer.

Frem til lov nr. 445 af 9. juni 2004 blev besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug i førstegangstilfælde som udgangspunkt afgjort ved, at der blev meddelt den pågældende en advarsel. Ved lov nr. 445 af 9. juni 2004 blev det ved en tilføjelse til § 3 i lov om euforiserende stoffer imidlertid fastsat, at advarsel i almindelighed ikke kan meddeles for overtrædelse af loven.

Endvidere følger det af lovens forarbejder, at advarsel alene kan meddeles, når det efter en konkret vurdering og efter omstændighederne forekommer mest formålstjeneligt. Eksempler på sådanne omstændigheder kan være sociale hensyn, hvor brugen af et stof skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

Andre eksempler på tilfælde, hvor advarsel kan meddeles er tilfælde, hvor anklagemyndigheden vurderer, at køberen af euforiserende stoffer kan indgå som vidne i en straffesag mod sælgeren, eller at anvendelse af en bødestraf vil medføre administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed – eksempelvis i relation udlændinge, der alene opholder sig her i landet som turister.

Det følger direkte af lovens forarbejder, at der ikke kan meddeles en advarsel grundet sociale hensyn til unge, der lejlighedsvis – eksempelvis i weekender eller til fester – misbruger euforiserende stoffer, og hvor misbruget ikke kan antages at være et udslag af stærk afhængighed.

Afgørelsen viser, at lovens bestemmelse samt lovens forarbejder ikke er til hinder for, at domstolene ud fra en helhedsbedømmelse vurderer, at konkrete sager er egnede til at kunne afgøres ved en advarsel.

Den konkrete sag

Den konkrete sag omhandlede en ung mand, der i byretten var idømt en bøde på 2.000 kr. for besiddelse af en joint.

Sagen var den, at den unge mand i byen fra en fremmed person havde taget imod, hvad han troede, var en tændt cigaret – der imidlertid viste sig at være en joint. Den unge mand forklarede, at han først blev bevidst om, at der var tale om en joint, efter han havde taget et hiv. I samme moment blev den unge mand sigtet for besiddelse af jointen.

Efter forklaringer fra politiassistenten og den unge mands kammerat, lagde landsretten til grund, at det på stedet duftede af cannabis. Det blev ubestridt lagt til grund, at den unge mand stod med jointen, da politiet henvendte sig til ham.

Herefter og på baggrund af tiltaltes forklaring om, at han kun kortvarigt besad jointen, men tog et hiv af den uden at være tilstrækkelig opmærksom på, at der var tale om joint og ikke en cigaret, fandt landsretten efter en samlet vurdering tiltalte skyldig i at have været i besiddelse af en joint.

Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, den kortvarige besiddelse og tilregnelsens karakter fandt landsretten efter en helhedsbedømmelse imidlertid, at sagen egnede sig til afgørelse ved en advarsel. Landsretten fandt, at lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, 3. pkt., og forarbejderne hertil ikke kunne føre til andet resultat.

Som følge heraf ophævede landsretten byrettens dom om straf, mens dommens bestemmelser om konfiskation og sagsomkostninger blev stadfæstet. Den unge mand slap derfor med en advarsel og sagens omkostninger i byretten.

Landsretten lagde i den konkrete sag vægt på den store konsekvens en bødestraf ville have for den tiltalte, idet den tiltalte grundet byrettens afgørelse om bødestraf var blevet suspenderet fra sin stilling, hvorfra han havde sin biindtægt og en stor del af sin omgangskreds.

Samtidig lagde landsretten vægt på tilregnelsens karakter. Landsretten specificerede i afgørelsen ikke, hvilken tilregnelse, det vurderedes, at tiltalte havde på gerningstidspunktet. Det kan dog udledes af afgørelsen, at tiltaltes grad af uagtsomhed var tilstrækkeligt til at ifalde straf efter loven, samtidig med at graden af uagtsomhed var lav nok til, at den var med til at begrunde, at sagen var egnet til afgørelse ved en advarsel.

Afgørelsen viser, at lovens bestemmelser og forarbejder ikke er til hindre for, at retsplejelovens § 900 kan finde anvendelse, således at der gives en advarsel frem for en bøde i situationer, hvor det ud fra en helhedsbedømmelse vurderes, at sagen er egnet til afgørelse ved en advarsel.

Hos Hovmøller & Thorup kan vi tilbyde vores bistand ved grundig gennemgang og vurdering af sagen, bistand ved afhøringer hos politiet, førelse af sagen som forsvarer i retten og anke af sagen. Vi kan tillige bistå med at søge erstatning.

Hvis du har behov for strafferetlig rådgivning, er du velkommen til at kontakte Hovmøller & Thorups specialister advokat Hans Peter Storvang, der har 20 års erfaring med retssager, ligesom han har været konstitueret landsdommer og advokatfuldmægtig Janne Kærgaard Pedersen.

Hans Peter Storvang                            Janne Kærgaard Pedersen

Advokat (H), partner                                     Advokatfuldmægtig

Direkte: 96 30 42 36                                     Direkte: 96 30 42 44

Mail: hps@ht-law.dk                                     Mail: jkp@ht-law.dk