Gå til ejendomsadministration en Menu
Menu

Nye boligskatteregler for boligejere

Den 1. januar 2024 træder de nye boligskatteregler i kraft, og der indføres et nyt vurderingssystem.

Det nye vurderingssystem har til formål at sikre, at ejendomsvurderingerne skal ligge tættere på de faktiske handelspriser. Med indførelsen af det nye system er der forventeligt mange boligejere, der frygter, at en forhøjet ejendomsvurdering automatisk leder til en tilsvarende højere boligskat. På trods af at langt de fleste boligejere kan forvente en højere ejendomsvurdering, påpeger Vurderingsstyrelsen, at fire ud af fem nuværende boligejere står til skattelettelser, mens resten kan forvente en skatterabat.

Blandt de nye regler er der blandt andet tre centrale tiltag, som du kan læse mere om her. De omhandler:

  • Lavere skattesatser: de nye regler sænker skattesatserne for både ejendomsværdiskatten og den kommunale grundskyld.
  • Skatterabat: der indføres en rabatordning, som sikrer boligejere, der har overtaget deres bolig inden 2024, modtager en skatterabat
  • Indefrysningsordning: der etableres en permanent indefrysningsordning, hvorefter boligejere kan tilvælge, at stigninger i boligskatten bliver indefrosset som et lån.

Ejendomsvurderinger

Ejendomsvurderingerne er en offentlig vurdering af den forventelige handelsværdi af ejerboliger i Danmark. Boligskatten bliver opkrævet på baggrund af vurderingerne. Beskatningen afhænger både af grundens værdi (grundskyld) og ejendommens værdi (ejendomsværdiskat).

Satserne i 2024

Ejendomsværdiskat

I 2024 bliver den almindelige ejendomsværdiskat næsten halveret fra 0,92 % til 0,51 %. Derfor er en stigning i ejendomsværdien ikke ensbetydende med en højere skat.

Progressionsgrænsen

I dag betaler de ejere, som har en dyr ejendom en højere ejendomsværdiskat af den del, der overstiger 3,04 mio. kr. Grænsen kaldes for en progressionsgrænse, og i 2024 stiger denne grænse til 9,2 mio. kr. Samtidig bliver satsen reduceret markant fra 3 % til 1,4 %.

Grundskyld

Boligejere betaler grundskyld til den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Denne grundskyld bliver beregnet som en promille af grundens beskatningsgrundlag, og det er op til den enkelte kommune at fastsætte taksten.

Skatterabat

Boligejere kan få en skatterabat, hvis deres boligskat stiger på grund af de nye skatteregler. Skatterabatten skal sørge for, at man som boligejer ikke betaler mere i skat efter de nye regler, end man skulle have gjort efter de nugældende regler. Ønsker man at købe eller sælge sin bolig, bør man overveje at gøre dette inden årsskiftet, da man indtil den 31. december 2023 kan få skatterabatten. Derimod kan boligskatten være højere, hvis man først overtager boligen efter årsskiftet.

Indefrysningsordning

De nye boligregler indeholder en mulighed for at indefryse stigningerne i ens boligskat. Hvis ens boligskatter stiger fra 2024 kan man indefryse disse stigninger. Det betyder, at boligejere kan vente med at betale stigningen og renterne indtil man eventuelt sælger boligen.

Ordningen skal ses som et lån med renter. Ordningen binder ikke boligejeren, og man har mulighed for at indfri lånet helt eller delvist. I ordningen har man mulighed for at vælge nogle bestemte år, hvor man ikke ønsker at optage lån. Dette kan sagtens lade sig gøre uden man skal indfri lånet fra tidligere år.

Fra 2024 skal boligejere vælge eller fravælge indefrysningslån på forskudsopgørelsen. Ligeledes skal man logge ind på skats hjemmeside, hvis man ønsker at indfri hele eller dele af lånet.

Når man sælger sin bolig, vil man modtage en opkrævning af lånet.

Foreløbige vurderinger for private

Tidligere på måneden blev de foreløbige ejendomsvurderinger tilgængelige inde på vurderingsportalen.dk, hvor man kan indtaste sin adresse og se den foreløbige vurdering. Det er vigtigt at huske på, at vurderingen ikke er endelig og senere kan blive ændret. Denne vurdering bliver brugt til at beregne, hvor meget du skal betale i boligskat for 2024. Når de endelige vurderinger kommer, vil boligskatten blive genberegnet og efterreguleret.

Boligejere kan som udgangspunkt ikke klage over de foreløbige vurderinger, men det er muligt at klage over den endelige vurdering, som forventeligt sendes ud i 2025. Dog kan man i enkelte tilfælde anmode Vurderingsstyrelsen om at få ændret den foreløbige vurdering. Dette gælder for eksempel i tilfælde af at den foreløbige vurdering afviger mere end 20 procent fra den pris en ejendomsmægler forventer boligen kan blive solgt for.

Foreløbige vurderinger for erhverv

Der er endnu ikke offentliggjort foreløbige vurderinger for erhverv, men Vurderingsstyrelsen oplyser, at vurderingerne forventes udsendt i 2025. Ifølge Vurderingsstyrelsen fastsætter de som udgangspunkt kun en grundværdi, når erhvervsejendomme vurderes, og vurderingen af erhvervsejendommenes grundværdier vil i stor udstrækning bygge på modeller lignende de modeller, der benyttes til at fastsætte ejerboligers grundværdi.

Vores afdeling for fast ejendom følger udviklingen, og vi opdaterer løbende, når der er nyt på området. Har du imidlertid spørgsmål til de nye boligskatteregler, er du meget velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.

KDK

Katrine Dons Kvottrup

Partner og advokat (L) Offentlig ret Fast ejendom Erhvervsret kl@haugaardbraad.dk (+45) 40 80 16 53 linkedin Læs mere

Seneste nyheder

Teaser DR Nyhed 30.04.24

Fokus på lovlighed af Miljøministeriets praksis om udledning af miljøfarlige stoffer

DR1 sætter i ny udsendelse fokus på spørgsmålet om, hvorvidt Miljøministeriets praksis i forhold til udledning af miljøfarlige stoffer er lovlig.

Læs mere
Jobannonce Nyhedsside 03.04.24

To af Aalborgs største advokatfirmaer lægges sammen

Advokatfirmaerne Haugaard|Braad og Hovmøller & Thorup, der begge er blandt de største advokathuse i Aalborg, lægges nu sammen.

Læs mere
Legal 500 2024 Teaser (400 X 296 Px) (1) 27.03.24

Haugaard|Braad fastholder stærk position i The Legal 500

Det internationale ratingbureau, The Legal 500, vurderer Haugaard|Braad som et af de førende danske advokatfirmaer indenfor insolvens og miljøret.

Læs mere